Om himlen højt løftet en smerte jeg aner
De Skyer de sejler som grånede svaner
I søen de spejler de venter de dvaler
Til jorden den rystes af lynild i baner
Og himlen den åbner og skyerne dræner

en mand og en kvinde, regnen den daler
Manden mig fremmed, han råber, han kvaler
Kvindens blik, bedende taler
En luftig erindring, forsvindene signaler
Befri mig fra livets mest smertende vaner
Er det da gud som os til himmerig træner

I mulden det rådne det gror og det vokser
Gødet med blodet fra prustende okser
Vi klamrer os til det sidste offer
Giver os hen og med følelser bokser

Mellem nattergale i bøgens træ
Sender den danske tunge mig år tilbage
Går de henover den hvide strand
Mens køerne græsser på danmarks vang
Skønt ej gammel dansk skik falder hen
Må enhver dansker ej sit modersmål forglem