Dødsslagteren fra Kællerhavgård fortæller historien om Ove Gårdlund, hans familie, hans omgivelser og den lille verden han bor i. På første linje af første side bliver Ove beskrevet som “svineproducent”, “digter”, men også “dødsslagteren fra Kællerhavgård”. Dødsslagteren fra Kællerhavgård fortæller historien om den dag hans liv ændrede. Han arbejdede på gården med sin søn Mikkel, havde fået et par genstande, og skulle slagte en so der ikke kom med vognen til slagteriet. Ove valgte så at slagte den selv, på trods af sin kones protester. Soen rykkede med hovedet, og kuglen fra hans gevær ramte Mikkel i maven og dræbte ham. Den fortæller om ulykkens konsekvenser, om hans omgivelser og hvad de synes om ham, om både ham og hans kones måder at bearbejde deres sorg og hændelsen, selv årtier efter.

    Strukturen i teksten er ret løs, og der er ikke en direkte sammenhæng mellem de forskellige emner og paragrafer. Fortælleren minder umiddelbart om en altvidende fortæller i tredjeperson, da den ofte beskriver detaljer om hændelser uden andre tilskuere end de involverede (f.eks. ulykken, eller episoden med Minna og Ken). Men på den anden side refererer den også nogle gange til et “vi”, som i linje 120: “Vi forsøger at blande os uden om den konflikt”. Det er ikke nævnt hvem selve fortælleren er, men da der bliver talt om landsbyen og dens beboere som “vi”, er det nok en anden landbyboer der skriver historien. Kronologisk set starter historien med ulykken i 1987, men fortsætter gennem tiden til “dags dato” (dvs, 2008). Den foregår nogenlunde lineært, men der er også nogle tilbagekald hist og pist.

Hovedpersonen i historien er Ove Gårdlund. Ove er ikke nødvendigvis en vellidt mand. Han er lidt grov, lidt gnaven. Da han opdagede der manglede et svin, sagde han det højlydt foran sin kone som for at fornærme hende og kalde hende en so. Han arvede sin gård fra sin far, som havde knoklet for at få den op at køre. Men nu sidder han bare på sin flade røv mens den falder fra hinanden. Han havde selv forsøgt at stifte et rengøringsfirma, Spand og Klud, men det var ikke vellykket. Efter han arvede gården behandlede han den på samme måde som Spand og Klud. “Bare man pustede til en af staldlængerne, begyndte den at svaje”, beskriver teksten. Han var heller ikke en mand af moraler. En årgang stjal han gentagne gange æbler fra en anden landsbyboers have, og solgte dem i sin egen gårdbutik i stedet, mens han blærede sig med sin gode høst. Men man kan også se hans udvikling gennem historien. I sine senere år købte han rollatore til alle pensionisterne i Dalby Huse. Han sponsorerede naturlegepladser og asfaltering. Han kan godt lide sin lille landsby, og er tilsyneladende ikke så glad for dens modernisering - han er dog meget samfundsmæssigt konservativ. Da københavnerne begynder at flytte ind og købe sommerhuse, sænker han prisen for de lokale indbyggere ved ikke at tage penge for alle varerne - men tager fuld pris for de fremmedes indkøb.

De andre indbyggere ved vi ikke så meget om. Carlsen, som Ove stjal æbler fra, er dog lidt en modsætning til Ove. På trods af at han handlede gratis i Oves gårdbutik efter han fangede ham i at stjæle æbler, lægger han alligevel penge i cigaræsken. Han har medlidenhed overfor Ove og det han har været igennem - ulykken, sorgen, og at han måske var nødt til at stjæle æblerne for at få butikken til at løbe rundt.

    Hovedtemaerne i historien er sorg, uheld, og gammeldags landsbyliv. Man kan tydeligt observere forskellen mellem Ove og Minnas måde at angre ulykken der skete, og tabet af Mikkel. Han er ikke interesseret i sit job - det var han nok aldrig. Han gjorde det for Mikkels skyld. Men det gør han jo ikke mere. Det kan man se på måden han forsømmer Kællerhavgård. Han gør det nødvendige, men ikke mere. Det er ikke fordi han er totalt ligeglad, da han istedet fokuserer på befolkningen af Dalby Huse. Da han mistede Mikkel, fik han istedet en fornyet respekt for sine medmennesker. Han prøver jo at gøre det godt igen. Måske føler han, at det var skæbnen eller “karma” der ledte til ulykken. Han havde måske ikke været en god nok mand før i tiden, og det forsøger han at rette op på. Han bliver også til lidt af en “recluse”. I sin fritid sidder han på loftet og skriver digte, “som en pensioneret julemand”, som fortælleren poetisk (men lidt nedladende) beskriver ham.

På den anden side kan man se på Minnas reaktion til ulykken. Hun har ingen hobbyer, ikke noget andet at lave, så hun er totalt indelukket - shell-shocket. Det minder om symptomerne af PTSD. Det kan jo ikke afvises at ulykken var traumatisk for hende. Hun har ikke nogen. Ove taler ikke til hende - han mener det var hans skyld, og skammer sig over det. Så nu har hun ikke nogen. Ingen mand, ingen søn. Den eneste hun har er Ken, Carlsens søn. Først forsøgte hun at adoptere ham som en “erstatning” for Mikkel. De leger med tog, hun giver ham gaver, og spiller brætspil. Efterhånden som han bliver ældre, begynder hun at se ham som en voksen mand - som en ny Ove. Det får hende til at behandle ham lidt som en kæreste, som tydeligt vises da Minna forsøger at blotte sig for ham. Det går dog ikke som forventet. Det vides ikke hvilken betydning det har for deres forhold, men vi kan nok gætte på, at det ikke er en positiv ændring.

    Man kan også se udviklingen og urbaniseringen af Dalby Huse i historien, og Oves holdninger til den. Mens alle andre butikker tager Dankort, er Ove den eneste der lader kunderne købe på klods. Da turisterne kommer, sænker han priserne for de lokale kunder. Selv om de mange nye kunder giver flere penge til butikken, vil han hellere have sin fred og det gammeldags liv tilbage. Han er markant utilfreds med hvordan resten af byen imødekommer de i hans øjne ubudne gæster, og lejer alverdens lokaler ud for pengenes skyld. Han er den eneste tilbage der tænker på byen, og ikke blot pungen.

    Man kan jo diskutere hvilken type tekst Dødsslagteren fra Kællerhavgård er. Umiddelbart minder den om en novelle - den er relativt kort, og er fiktion. Men der er ikke en reél handling i den. Man kan ikke sætte berettermodellen ned over den. Den eneste del af teksten der direkte beskriver en hændelse er i starten, hvor der fortælles om ulykken. Her kan man godt bruge berettermodellen, for eksempel. I anslaget og præsentationen bliver hovedpersonerne beskrevet. Under uddybningen opdager de at en so er sluppet ud af slagtervognen, og de får noget at trikke. “Point of no return” er hvor de besutter at slagte den selv. Klimakset er jo skuddet, naturligvis. Og så stopper det, med en dramatisk beskrevet udtoning. Resten af teksten har ikke et narrativ, som såden, men minder mere om en diskussion om Dalby Huse, ulykkens konsekvenser, og den lille verdens udvikling gennem tiden. Der bliver løst hoppet mellem emner, og gennem tiden. Jeg vil endda gå så vidt at kalde teksten en essay. Den starter i noget konkret - ulykken i 1987, og derefter fortsætter den med en lang række diskussioner med forskellige synsvinkler - dem der er for Ove, dem der er imod Ove, hvorfor og hvorledes, Minnas udvikling, landsbyens urbanisering. Den slutter af med en ret uortodoks konklusion, som jeg alligevel mener er passende - digtet Afsked, der vender tilbage til ulykken i tekstens indledning, men vist på en anden måde i et andet medie.

    Dødsslagteren fra Kællerhavgård, af Dy Plambeck, er et essay der et eller andet konklusion