Det er nu længe siden og ligner ikke meget en historie, der er værd at fortælle; men i sin tid var der alt det deri, hvoraf de fineste fortællinger bliver til.

Siver-Sørens Bo’l (det er Bodil) gik og skulle giftes. Hun var kun nitten år. Og hun havde aldrig set sin fæstemand. Det hang sådan sammen, at Siver-Søren havde et søskendebarn i Amerika med en voksen søn, og ham var det Bo’l skulle have. Det var blevet ordnet på afstand og af alle andre end Bo’l selv, men hun var nu hjerteglad for det. Han hed Chas Anderson og var efter fotografiet at dømme en stads mand uden lige. Det fremmede navn var ikke noget at blive bange for, for han hed Karl og var født her i Bo’ls hjemegn, om end før hun kunne huske. Han ejede en gård på flere hundrede tønder land i Nebraska USA, lige så meget som en herregård her til lands. Og nu havde familien på begge sider af Atlanterhavet været om sig for at skaffe en kone til bedriften, og her var det Bo’l var blevet den lykkelige. Hun gik i ledige stunder og så på det store blanke kabinetsportræt med fremmede navne og medaljer nedenunder, som forestillede en fin herre, set fra siden, i byklæder med hvidt kravetøj og skilning i håret. Han lignede godt nok farbror Jørgen, som han jo også var i slægt med, og det var så betryggende; men det var alligevel en rent fremmed person langvejsfra af den fornemme stand, og det var det, der var så spændende og stort.  – Åh, men bare han nu ikke var så fin en mand, at man skulle sige elske og sådan noget for at blive ham værd ... Åh, sødeste Gud!

Ved slige tanker brast Bo’l i sved, og noget måtte der gøres, hun hoppede af undseelse, slog til et eller andet, lo og gav brøl af sig, for hun var jo så ung, at når hun var bange eller skammede sig, blev det også til bare spilopper. Hun faldt »Perle« om halsen, styrtede sig med hele kroppen lige ned på den alderdomsskrøbelige lille hund, så den blev helt henne og måtte forvandle sig til et rivende vilddyr for at slippe fri; Bo’l plukkede blomster, hvilket hun dog ellers burde være vokset fra; hun regerede så overstadigt i nødset med sang og skæmtestreger med koen, at det gamle husdyr virkelig så sig om i båsen og forargede sig; Bo’l legede med sin mad, lavede i smug »ryttere« af brødet og tilmaden, som da hun var en lille pige, og spillede op med krummerne, gjorde tegn til fluer og myg; til andre tider gav hun den som kone, med tørklædet klistret ind til hovedet, slæb i træskoene og husmoderlige opstød – kort sagt, Bo’l var forlibt.

Bo’l var eneste kvindfolk i Siver-Sørens hus; moderen var jo død, og de andre søskende ude at tjene. Der var ikke meget at gøre på det lille ensomt beliggende hussted, andet end at pusle om koen og faderen, der sad dagen lang og flettede sine måtter og sivsko; Bo’l havde rigelig tid til at gå og tænke på sit bryllup. Der var fire måneder, fire måneder til – både kort og længe – bare det var lige nu på timen, men hvordan skulle hun klare sig ... søde himmel!

Der var to ting, der ængstede Bo’l og fik blodet til at storme til hjertet, hver gang hun kom til at tænke på bryllup. Det ene var i almindelighed, hvordan det skulle være hende muligt at tækkes sin brudgom, amerikaneren. Her kunne Bo’l føle sig så fattig og værdiløs, så bundløs blottet for alle fortrin, at hvad hun stod med faldt hende af hænderne, hun lige netop trak vejret i bittesmå pust, ene som hun stod, sådan var det at føle sig i sin ringhed; eller hun kunne give sig til at le, rigtig råt på egne vegne, hå, hå, – det var også en side flæsk at byde folk, en umælende tøs, man kunne slå huller i kirkegulvet med! Og Bo’l ligefrem frøs ved tanken, trak vejret dybt og langt; der gik luft i tøndevis ind og ud af hende, mens hun såret og ophidset tænkte på sin uværdighed. Sagen var den, at Bo’l til sin uafhjælpelige sorg var en stærk og fyldig pige, en nittenårig Fenja, for hvem ingen kværn hverken på jorden eller i havet var for tung. Hun var en jættekvinde men med en hoppes hjerte, sværlemmet og med rygstykker som en kran, hun var sig i dybeste skamfuldhed bevidst, at hun kunne stå med fødderne i en skæppe og lægge en tønde rug op på nakken, hun kunne næsten løfte koen – hun havde en gang i al hemmelighed prøvet det, ligesom for at se sin ulykke i øjnene. Der var jo ingen, der behøvede at vide det, men skjule det for sig selv kunne hun altså ikke, og det var dog alt for uanstændigt at være så stærk. Ikke nok med at hun havde de forfærdelige kræfter, men hun var før, ja bitte kære børn, hun bovnede ud over al tilladelighed, det kunne nu ikke dølges, og det var til at dø af blufærdighed over. Hvor var det muligt, at noget mandfolk kunne synes om hende, hvordan skulle hun kunne se sin brudgom i øjnene med bevidstheden om at være en eneste fejl fra top til tå!

Det var Bo’ls ene alvorlige sorg. Den anden kunne synes mere ubetydelig, men den beskæftigede hende næsten lige så stærkt. Det var som en slags fiks ide. Bo’l nærede en nagende angst for, at det skulle gå hende galt på bryllupsdagen, at hun ikke, sådan som det sømmede sig en brud, skulle komme til at græde for alteret. Å, hun kom ikke til at græde! Hun vidste det, og det var jo ikke til at bære, hvis hun gjorde sig selv skam. Bo’l havde ikke let til tårer, men når det gjaldt, så græd hun nu ikke en dryp, det kendte hun af erfaring. Hvad ville folk sige. Hvad måtte Chas Anderson tro, hvis det nu gik, som hun spåede sig selv, at hun kom til at gå tørøjet fra vielsen? Bo’l kunne få vand i øjnene, når hun tænkte på det forfærdelige, men det trøstede hende aldeles ikke med hensyn til udfaldet, når dagen kom. Hun var en uro i huset i de måneder; Siver-Søren så tit hovedrystende op fra sit arbejde og gjorde sig sine tanker over datteren, der gik så rent henglemt i sig selv og snart var rød og snart bleg.

Imidlertid, de fire måneder gik. To dage før brylluppet kom Chas Anderson. Han var enøjet. Det havde jo ikke skæmmet fotografiet, da det var den tomme øjenhule, der vendte væk. Han lignede hverken en bonde eller en fin, var hverken gammel eller ung, lo ikke og var ikke ked af noget, han havde penge og var nærig, talte hverken dansk eller engelsk. Han åbnede munden meget men ikke for at smile; man skulle se at han havde guld i tænderne, som om han i åringer ikke havde spist andet. Han kom med toget og var iført en fyrstelig pels med hårene udad, så at han lignede en bjørn, der gik på bagbenene; da det var i april måned og temmelig varmt, gjorde folk et skrøbeligt forsøg på at få latteren i gang og hidføre en rask afslutning på den opsigtsvækkende roman, de lavede til nede i Siverhuset. Men det forsøg frøs de inde med. Chas Anderson havde sørget for at sende et rygte forud for sig, og det udbredte sig snart. Dagen før han kom, fik en mand i sognet et åbent brevkort fra ham, hvori han med kulde forhørte sig om prisen på Moholm ... kan hænde han ville købe den. Moholm – 200.000 kr. – gå til side, bitte folk! Man fik ingen lystighed ud af Chas Andersons besøg på egnen.

Han var der kun godt og vel en uges tid, lod sig ikke tø op. Folk fra sognet, der havde kendt ham som dreng, forsøgte at nærme sig ham, gik ligesom skævt ind på ham, blændet af det lys, der udgik fra formodningen om hans rigdom; de kaldte ham varsomt ved hans gamle navn, Karl, som han havde lydt, da han trak om under regnen i kærene som hyrdedreng; Chas Anderson havde ikke noget at tale med dem om, vendte det tomme øje til. Chas Anderson aflagde ikke besøg hos nogen udover sin fattige slægt; man skulle dog for en gangs skyld vises til rette i sine standsfordomme ...

Siden, da Chas Anderson og Missis Anderson var rejst, sivede det ud, hvorfor den hjemvendte amerikaner havde indtaget en så kølig holdning over for sognets beboere. Man havde jo glemt æresporten! Ja, det var sandelig en forløbelse. Nu kunne det svie til sognet – Chas Anderson efterlod rygtet om, at fattigkassen skulle have været betænkt med en rundelig sum, hvis ...

Av! Havde man dog bare vidst det. Man havde åbenbart ikke haft forstand på at formilde ham, derfor var det, at ingen fik hans penge at se. Chas Anderson brugte vist nok alt i alt ikke fem kroner i den uge han var på egnen; man havde nægtet ham hans æresbevisninger. Han kom nok aldrig tilbage mere.

Deri fik folk ret.

Men nu Bo’l? Hvordan havde hun klaret sig med sin amerikaner fra den stund han kom og til hun under hans kolde øje sidste gang vendte sig og så Siverhuset der i kanten af kærene, inden hun fristede rejsen over det vilde hav? Hun var kommet nogenlunde fra det. Som hun med så megen skræk havde forudset, var Chas Anderson begyndt at snakke om elske, og det både med æ og d, og det var gået igennem hende som den ene styrtsø efter den anden af usalig forlegenhed, men heldigvis var tungen da straks sprungen lam på hende, så at hun ikke havde gjort det ondt værre ved selv at prøve på at snakke i den fine stil. Hun håbede til Gud, at det skulle lykkes hende at tie også i fremtiden. Bare hun tav, ville Chas Anderson måske aldrig opdage hendes sørgelige mangel på ædle følelser.

Hvad Bo’ls upassende kræfter angik, havde hun da endnu haft held til at skjule dem; og så længe Chas Anderson ikke greb hende deri, skulle hun nok holde dem for sig selv.

Med hensyn til at græde på kirkegulvet, gik det ikke Bo’l nær så slemt som hun havde frygtet. Hun græd bitterligt da hun stod brud.