Debat: Feminismens generationsskifte dræber bevægelsen indef

Debat: Feminismens generationsskifte dræber bevægelsen indefra
Saturday, April 22, 2017 Politiken Section 2 (Debat) Page 3 (Debat) JETTE HANSEN, FORFATTER... 1561 words Id: e638c6ab
thumbnail
Feminisme Intersektionaliteten er blevet en vindende diskurs inden for feminismen, fordi den er moralsk uangribelig, men den udvander kvindesagen. Den bliver en slags godhedens opskrift, men på feminismens bekostning.

Gør fjerdebølgefeministerne oprør imod ' victim blaming', ' slutshaming', ' bodyshaming', når de klæder sig ud som prostituerede? Og gør de, der protesterer imod at kalde dette for feminisme, sig netop skyldige i ' victim blaming', ' slutshaming' og ' bodyshaming'? Er man en racistisk, ' white feminist', der har glemt at ' tjekke sit hvide privilegium', hvis man skriver, at man som barn har været kineser til fastelavn? Er man ' transfob' eller ' TERF' (Trans-exclusionary radical feminist), hvis man protesterer imod, at der i feministiske debatgrupper skal være triggerwarnings - altså eksplicitte advarsler - for emner, der tematiserer biologisk kvindelighed såsom graviditet, amning og menstruation? Og kan det virkelig passe, at kvinder, der er født som kvinder, ikke må hedde kvinder mere, men skal kaldes ' cis-kvinder' for ikke at fornærme nogen? (' Cis' er en person, der identificerer sig med det køn, vedkommende er født med, modsætningen er transkønnet, red.).

Ja, det kan alt sammen godt passe. For det er kønspolitiske diskussioner, der alle har kørt på de høje nagler på det seneste.

Hvis man vil forstå nutidens kønsdebat, er man nødt til at forstå det intersektionelle system.

Der er nemlig sket et generationsskifte i feminismen. En ny diskurs har taget over. Den hedder ' intersektionel feminisme'.

Det var en sort kvinde, aktiv i black feminism-bevægelsen i USA, Kimberlé Crenshaw, der i 1989 koblede feminismen med begrebet om intersektionalitet, fordi hun mente, at feminismen manglede at forholde sig til flere undertrykkelsesmarkører end blot køn. Det er dog en pointe, at Crenshaw udviklede sin teori specifikt for sorte kvinder og ikke forestillede sig, at den omfattede mænd.

Det intersektionelle system pointerer helt rigtigt, at der knyttes en negativ kulturel status til visse markører: kvindelighed, hudfarve/race, førlighed, klasse, alder, seksualitet, transseksualitet etc. Jo flere af de pågældende komponenter en person besidder, jo lavere samfundsstatus, jo mere undertrykt. Det er en logisk sandhed på det sociologiske niveau. På denne måde er intersektionaliteten en manual til at fastslå graden af undertrykkelse: Jo flere undertrykkelsesmarkører en person besidder, jo mere undertrykt.

Problemet er, at den populære forgrening af feminismen har sat sig for at opdrage os alle sammen - og især andre feminister - moralsk. Anerkendelsen af flere undertrykkelsesmarkører har givet anledning til en særlig moral, for intersektionaliteten fortæller feministerne, hvordan de legitimt skal kæmpe kvindekampen.

Kvinder må nemlig ikke være egoister.

De med flest undertrykkelsesmarkører bør tildeles den højeste status indadtil i bevægelsen. Det vil sige, at kvindebevægelsen skal kompensere for hovedkulturens undertrykkelse af minoriteter ved at tildele de mest undertrykte definitionsmagten og førsteretten til taletiden. Det er de krænkede minoriteters ret at komme med opråb imod krænkelser og få dem taget alvorligt.

Kvindebevægelsen må nu for at være legitim tildeles et ansvar for enhver undertrykt minoritet. Således tilskrives det feministiske projekt også i mange fora antiracisme, veganisme (den økologisk ansvarlige diæt), ansvar for at bekæmpe ' speciesisme'/artschauvinisme (når mennesker føler sig hævet over dyr) og ' ableism' (når de førlige hævder sig på de handikappedes bekostning) - og ikke mindst de transkønnedes kamp. Der er i ' intersekten' et stadigt voksende krav om at ' tjekke sin privilegieblindhed', hvis man er hvid eller heteroseksuel eller førlig.

Man bør tie for de mere undertrykte, for normalitet er udråbt som et privilegium inden for intersektionaliteten.

Det er også en intersektionel pligt at overtage minoriteters selvforståelse. Hvis transkønnede f. eks. siger, at deres køn er ét og det samme som fødte mænds og kvinders køn, så er det ét og det samme som fødte mænds og kvinders køn.

Hvis nogen med asiatisk baggrund føler sig stødt over, at ' kineser' kan være en udklædning til fastelavn, så er det undertrykkende for folk med asiatisk baggrund, at andre klæder sig ud som kineser.

Hvis nogen bruger betegnelsen ' mænd og kvinder' i stedet for ' alle køn', så er det sexistisk og undertrykkende over for de transkønnede, der falder mellem kategorierne. Og hvis en gruppe unge kvinder pornoficerer sig selv og siger, at det er noget feministisk, så er det noget feministisk. Punktum. Definitionsmagten tilhører dem med flest undertrykkelsesmarkører, og kvindebevægelsen er forpligtet til at være ' inkluderende'.

Sådan sætter intersektionalitetsfeminismens normsæt sig igennem i kønsdebatten nu. Men det er ikke alt. Intersektionalitetsfeminismen opererer med et rigoristisk kodeks for legitim sprogbrug. Groft sagt forlanges det, at ethvert ord, der bærer konnotationer fra historiens undertrykkelse af samfundsgrupper (' negerkonge' og ' mulat' f. eks.), udrenses. Ordene inkarnerer i sig erindringen om en anstødelig magt, som egentlig er den, der søges bekæmpet. I sproget skal herske den renhed, som ønskes indført i den sociale orden.

Det lyder også godt. Men resultatet er et sterilt og kunstigt sprog fyldt til randen med forbud og tabuer og triggerwarnings.

En samtale fuld af fantasiløshed og konformitet. Hvis ingen nogen sinde må blive stødt, og alle vil have verden indrettet som et intersektionelt, politisk korrekt safe space uden stødende begreber som ' mand' og ' kvinde' eller ' transseksuel' (i modsætning til transkønnet), så bliver samtale og dialog umulig.

Da feministen Henrik Marstal for nylig under en debat om synet på menstruation kom for skade at bruge udtrykket »biologiske kvindekroppe«, blev han korrekset således: »Ideen om biologisk køn er transfobisk, så du tilsviner (forhåbentligt uden intention derom) kun transmænd yderligere ved at kalde deres kroppe for kvindekroppe«. Marstal undskyldte og gik over til i stedet at tale om »personer, der menstruerer«. Episoden er typisk for den intersektionelle debat: Man hænger sig i diskursive formaliteter, der giver anledning til absurde logikker, der i tilgift er kvindefjendske. I dette tilfælde vil jeg f. eks. hævde, at det er kvindefjendsk at kræve benævnelsen af kvindelig biologi fjernet fra sproget under henvisning til de transkønnedes følelser.

Samtidig udvælger de intersektionelle med stor forkærlighed bevægelsens mest trofaste støtter som de primære angrebsmål: Feminister, der har kæmpet i årevis for ligestilling og seksuel frigørelse i skrift, tale og handling, bliver angrebet for racisme, sexisme og transfobi.

Hvis man ser på, hvad intersektionaliteten har betydet for debatten i USA, hvor de som bekendt er lidt længere fremme, fjerner den fokus fra bekæmpelsen af kvindeundertrykkelse og fremmer spørgsmålet om de hvide feministers legitimitet og - frem for alt - deres sprogbrug.

Feminismen risikerer at degenerere til et fantasmatisk sprogprojekt, hvor det primært gælder om at udrense alle de steder i sproget, der på nogen måde afspejler hovedkulturens undertrykkelse af mennesker over tid, i stedet for at koncentrere sig om at angribe kvindeundertrykkelse og racisme de steder i samfundet, hvor den faktisk foregår. Feminismens kamp for kvinders rettigheder risikerer at degenerere til et totalitært krav om renhed i sproget. For eksempel evner intersektionalitetens analyseapparat ikke at skelne imellem såkaldt ' racialisering' og ' raceliggørelse' og så egentlig racisme.

En kineserudklædning er racialiseret, men ikke nødvendigvis racistisk. Men intersektionaliteten er ikke i stand til at se det som et universelt vilkår, at alle mennesker som udgangspunkt orienterer sig i forhold til hinanden ved hjælp af kategorisering.

At alle nationer konstruerer racialiserede stereotyper af andre folkeslag og nationer. Det er et kollektivt vilkår.

Vi mennesker møder som udgangspunkt repræsentanter for en gruppe med de forventninger, som vi nærer til denne gruppe - altså fordomme og stereotyper.

Det kan ingen lade være med.

Men det er dette, som intersektionaliteten kriminaliserer uden hensyn til intention eller øvrigt budskab.

Jeg mener grundlæggende, at intersektionalitetens analyse er forkert og forkortet. Den kategoriserer meget som racisme og diskrimination, der ikke er det. Intersektionaliteten er ellers som teori betragtet på mange måder en retvisende diskurs. Men den debat, der kommer ud af intersektionaliteten, fungerer ikke.

Intersektionaliteten er blevet en vindende diskurs inden for feminismen, fordi den er moralsk uangribelig, men den udvander kvindesagen. Den bliver en slags godhedens opskrift, men på feminismens bekostning.

Problemet med intersektionaliteten er, at den beskriver undertrykkelsen. Men den forklarer den ikke. Dette er et reaktionært træk ved ideologien. Den producerer en kvindebevægelse, der hviler på identitetspolitik.

Desværre har intersektionaliteten antifeministiske træk, fordi den mistænkeliggør, når kvinder kæmper for kvinder, og den påbyder kvinder at kæmpe for grupperinger og minoriteter, der ikke nødvendigvis selv støtter kvinders rettigheder.

At være ' cis' gøres til et privilegium på trods af, at det i den klassiske feminisme er lige præcis kvindelig seksualitet og en patriarkalsk devaluering af det kvindelige, som kvindebevægelsen gør oprør imod.

Feministerne har haft behov for at gøre sig moralsk uangribelige efter 20-30 års dæmonisering og ideologisk mistænkeliggørelse.

Feministerne beskyldes fra alle sider for kun at have kæmpet for privilegier til i forvejen forkælede, hvide kvinder og have glemt deres undertrykte medsøstre i Mellemøsten, tabermændene og de forfulgte minoriteter. Alt dette tager intersektionaliteten højde for. Den repræsenterer på mange måder en internalisering af antifeministernes kritik. En pænhedens redningskrans, kunne man sige. Opskriften på godhed.

Men feminisme er ikke godhed. Feminisme er en benhård kamp for kvinders rettigheder - herunder retten til autonomi.

Lige nu er kvinders autonomi under massivt angreb fra kontanthjælpsloftet og den nye forældreansvarslov. Danske kvinder må rode efter mad i skraldespande og prostituere sig for at forsørge deres børn, gøres afhængige af deres mænds økonomi eller lever med frygten for at blive chikaneret ned i helvede af en tidligere partner. Vi taler om sociale problemer og et angreb på kvinders autonomi, der bestemt ikke løses ved, at nogen lærer at tale korrekt eller at ' tjekke sit privilegium'.

Kvindebevægelsen må nu for at være legitim tildeles et ansvar for enhver undertrykt minoritet.


Fakta: BLÅ BOG JETTE HANSEN

Jette Hansen (f. 1960) er forfatter og mag. art. i nordisk litteratur. Hun har bl. a. skrevet ' Det bløde punkt' om feminisme og moderskab og ' Patteprinsen og de skinhellige drager' om borgerlig antifeminisme.