Is you retarded?

Biedermeier og poetisk realisme er light-produkter af romantikken, fordi de dyrker noget mere hjemligt og jordnært end nyplatonismen og universalromantikken. En anden udgave af romantikken går dog i den modsatte grøft. Romantisme er en samlebetegnelse for en litteratur, der i 1830'erne og 1840'erne dyrker de mørke og skyggefulde sider af menneskets psyke. Salmedigteren B.S. Ingemann skriver for eksempel skrækhistorier og spøgelseshistorier, der beskæftiger sig med det dæmoniske i mennesket og i tilværelsen.

Fokus hos romantismens forfattere er begrebet 'det interessante'. 'Det interessante' kan være dæmoni, seksualitet og død. Hvor forfatterne i romantikken stræber efter at opleve mening og sammenhæng i tilværelsen, har forfatterne i romantismen ingen tro på en sådan sammenhæng. Til gengæld dyrker romantismens forfattere splittelsen, smerten og melankolien, og de finder her en ny måde at iagttage og beskrive verden på, så de psykologiske detaljer træder tydeligt frem.

Dobbeltgængermotivet ID
Et ofte benyttet motiv i romantismens litteratur er dobbeltgængermotivet. I litteraturen møder vi personer, der er splittede mellem en lys og en mørk side af personligheden. Disse to sider udspaltes i to personer, men er i virkeligheden to sider af samme person. Forfatterne kan gennem brug af dobbeltgængermotivet vise konflikter i menneskets indre. Kendte eksempler på romaner med dette motiv er Mary Shelleys Frankenstein (1818), Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) og Fjodor Dostojevskijs Dobbeltgængeren (1846).

Frankenstein handler om en videnskabsmand, der skaber et forfærdeligt monster. Dr. Jekyll & Mr. Hyde handler også om videnskabelige forsøg, idet Dr. Jekyll forvandles til Mr. Hyde, der udfører forbudte handlinger efter at have drukket et medikament. Dostojevskijs Dobbeltgængeren befinder sig inden for det  psykiatriske felt, da den handler om udbrud af skizofreni hos romanens hovedperson. I dansk sammenhæng udforsker H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) et tema om personlighedsspaltning.

Det litterære dobbeltgængermotiv skal forstås i lyset af en ny opfattelse af, hvad mennesket er for en størrelse. Modsat oplysningstidens rationalisme, hvor mennesket blev opfattet som rent fornuftsvæsen, er der i romantikken og romantismen fokus på, at mennesket indeholder mange følelser, der er irrationelle og ikke sådan lige til at forstå. Det er først senere – i begyndelsen af det 20. århundrede – at psykiateren Carl Gustav Jung taler om 'skyggen' i mennesket, og at psykoanalytikeren Sigmund Freud fremsætter sin personlighedsteori om jeg’ets splittelse mellem et 'overjeg' og et 'det', men det er de samme psykologiske mekanismer, som romantismens forfattere udforsker i dobbeltgængermotivet.

H.C. Andersen: Skyggen ID
H.C. Andersens eventyr Skyggen (1847) beretter om en lærd mand, der under en rejse til Italien pludselig oplever, at hans egen skygge udspalter sig og bliver en selvstændig person. Den lærde mands skygge repræsenterer menneskets natside – begær, seksualitet, løgn, bedrag og magt – og i modsætning til de opbyggelige eventyr, hvor det gode overvinder det onde, ender eventyret med, at skyggen slår den lærde mand ihjel. Skyggen sætter en stopper for det "det gode, det sande og det skønne", som var den lærde mands værdigrundlag – og som samtidig repræsenterer romantikkens idealer. Eventyret belyser menneskets fortrængte sider.

Emil Aarestrup ID
Også hos lyrikeren Emil Aarestrup møder vi menneskets skyggefulde sider. Aarestrup er kendt som erotikkens digter. I modsætning til tidligere romantisk digtning, der først og fremmest beskriver den platoniske side af kærlighedsforholdet, og som anser seksualiteten som forstyrrende for forholdet mellem kønnene, er Aarestrup netop fascineret af det erotiske møde mellem mand og kvinde.

I digtet Paa Sneen (1838) fortælles om en mand, der en sen aften følger efter en kvinde, som han begærer. Foreningen af de to sker ikke reelt, men blot gennem de to personers skygger, der smelter sammen.

Det var min egen Skygge!
Den skyndte sig utrolig –
Jeg havde aldrig seet den
Saa langstrakt og urolig.
Den nærmed sig forvirret –
Den lod – det er det Sande –
Sit eget sorte Væsen
Med dit sig kjælent blande.

Seksualiteten er her i fokus, men den realiseres kun i fantasien, og den er sat i bås som noget mørkt og dæmonisk, når digteren kalder sin skygge for det sorte væsen.

I et andet af Aarestrups digte Var det Synd? (1838) skildres det erotiske møde ikke blot som fantasi, men som realiseret for en kort, lidenskabelig og interessant stund. Digteren indvier gennem sin brug af symboler fra naturen sine læsere i dette. Det erotiske møde skildres således: "Men dybt i Skoven – kan du huske? / Var som en Grotte for en Fee". Aarestrup fortæller altså ikke konkret, men kun symbolsk om den seksuelle akt og bruger her naturen – skoven og grotten – som omskrivninger.

Søren A. Kierkegaard ID

Søren A. Kierkegaard (1813-55), malet af Luplau Janssen i 1902.

Gyldendals Billedarkiv
Forførelsestemaet går igen hos den store danske filosof og forfatter Søren A. Kierkegaard. Kierkegaards filosofiske retning kaldes eksistentialisme. Han interesserer sig for den menneskelige eksistens – altså menneskelivets vilkår og menneskers måde at være i verden på. Han er især kendt for sin karakteristik af de tre stadier (livsformer), som er tre forskellige måder, mennesker kan vælge at leve deres liv på: 'æstetikeren', 'etikeren' og 'det religiøse menneske'.

Uden for kategori har vi først spidsborgeren, der bedst kan betegnes som et menneske, der lever helt uden at reflektere over sit liv og derfor ikke har foretaget et bevidst valg. Men mennesket har ifølge Kierkegaard mulighed for at reflektere over sit liv og vælge bevidst, hvilket både æstetikeren, etikeren og det religiøse menneske gør. I modsætning til spidsborgeren har æstetikeren valgt at leve et sanseligt liv som livsnyder, forfører og nuets mester. Æstetikerens liv giver nydelse, men kan også give angst. Etikeren er et menneske, der har valgt at leve livet i overensstemmelse med de normer og regler, som gælder i samfundet. Etikeren følger ikke bevidstløst disse normer, men giver netop dette valg værdi, fordi han bevidst har valgt dette liv til. Bagsiden af dette er dog, at etikeren kan blive lidt for selvtilfreds. For det religiøse menneske er det ikke nok at være et godt og ordentligt menneske, som etikeren – tværtimod er den religiøse tro af afgørende betydning, og her kan mennesket ikke stille sig tilfreds med sin egen formåen, men må kaste sig ud i en irrationel gudstro. Kierkegaard fremstiller disse tre stadier som forskellige måder, man som menneske kan leve sit liv på. Man må som menneske vælge, hvordan man vil leve.

I Forførerens dagbog, der er en særskilt del af værket Enten-Eller (1843), udforsker Kierkegaard æstetikerens livsform som manipulerende forfører. Værket er interessant at læse for en moderne læser, der både kan fascineres af og væmmes over Johannes Forførerens gennemtænkte forførelse af den uskyldige pige Cordelia. Forføreren er en gennemført æstetiker, og der er i skildringen af denne person fokus på interessante psykologiske detaljer, som man kan genkende som romantismens fascination af menneskets skyggesider som lyst, dæmoni og manipulation.

I Forførerens dagbog funderer Johannes Forføreren over den mest strategiske måde at forføre pigen Cordelia på:

Hvis det lod sig gjøre at staae bagved Cordelia, idet hun modtager et Brev fra mig, kunde det interessere mig meget. Jeg vilde da lettelig overbevise mig om, hvorvidt hun i egentligste Forstand erotisk tilegner sig dem. I det Hele er og bliver Breve altid et ubetaleligt Middel til at gjøre Indtryk paa en ung Pige; det døde Bogstav har ofte langt større Indflydelse end det levende Ord. Et Brev er en hemmelighedsfuld Communication; man er Herre over Situationen (...)

Play / pause