Omskæring: Martin og Benjamin Krasnik - Knyt sylten Goldberg

Omskæring: Martin og Benjamin Krasnik - Knyt sylten Goldberg 2008

(Denne artikel som var online på denne adresse http://goldberg.nu/Artikler/?member5id=155 blevet slettet fra Goldberg)

Hvad er det med ham Martin Krasnik? Han har så travlt. Han farer rundt og prøver at forklare islamistisk ideologi og den amerikanske drøm, men hvad med ham selv? Hvad er hans egen identitet? Hans lillebror og største fan har talt med ham om jøderier, omskærelse og myter.

Journalist Benjamin Krasnik har interviewet sin storebror Martin Krasnik om hans jødiske identitet. (FOTO: Piotr Topperzer).


Af Benjamin Krasnik

Min bror og jeg ligner hinanden på mange måder. Vi er begge rastløse, vi rejser meget, og vi har samme identitetskonflikt: Vi er danskere og jøder.

Vi gik begge først på Carolineskolen – den jødiske skole i København – og senere på et almindeligt gymnasium.

Vi har begge ikke-jødiske kærester og er slet ikke religiøse, men alligevel betyder vores jødiske arv meget for vores liv, og vi står med de samme spørgsmål om omskærelse og identitet.

Israel har et tag i os, mens synagogen og Det Gamle Testamente ikke siger os særligt meget.

Martin fik det røde hår, natbøjlen, intelligensen og talentet. Jeg voksede op uden forventningspres, med familiens mørke glød og efternølerens overflod af opmærksomhed.

En evig, gensidig misundelse mellem brødre over den enes professionelle success og den andens succes på dansegulvet.

Martin har arbejdet hårdt for at komme fri af sin rolle siden dengang, hvor han som desperat teenager farvede sit hår sort. Han har altid klaret ærterne og sig selv og gjort alt for at lægge afstand til sin klodsede fysik.

Han lærte sig selv at læse, lavede universitetsradio, skrev bøger og blev tv-vært. Han har udtalt en masse om sig selv og om andre, har offentligt udleveret sine inderste hemmeligheder, fortalt om sin kræftsygdom og depression, kastet mudder på religioner og dansk rationalitet og har knoklet som en hest for at skabe sig de rammer, hvor han kunne tiltrække sig opmærksomheden.

Det er lykkedes. I dag får han al den opmærksomhed han fortjener – også uden sort hår.

Meget af det berører han i sin nyeste bog Min amerikanske drøm, men der er stadig nogle ting, han siger, som jeg ikke helt forstår. Og derfor begynder vores samtale dér.

Din bog om Amerika er lavet over en række artikler, som du tidligere har skrevet til Weekendavisen. Har du ikke bare brugt lejligheden til at skrive om dig selv? Altså, alt det der med jagten på en amerikansk drøm og er …

- Jeg vil lige sige en ting om bogen, som har optaget mig meget de seneste par år. Det er i virkeligheden et spørgsmål om identitet. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det der med at ville fortælle om én klar identitet om sig selv er noget, man kan stikke op i røven. Det holder simpelthen ikke. Hver gang man er færdig, fortæller man en ny. Og den holder heller ikke.

Men du er jo jøde og dansker. Det er vel to klart definerede identiteter, som kan forklares til folk. Du gør jo meget ud af at fortælle hvad du er …

- Ja, jeg er jøde, og det har jeg gjort en masse ud af, og jeg forsøger at forklare det med en fortælling om hvad det betyder. På et tidspunkt handlede det meget om at finde en jødisk kvinde. Jeg begyndte at gå i synagogen og gøre ting der viste at jeg var jøde. Og det var en stor fiasko. Det med den jødiske pige gik ikke – det var ikke sjovt nok i længere tid ad gangen. Det med synagogen holdt heller ikke. Jeg tror ikke en skid på Gud, og så snart jeg forstår, hvad der bliver sagt i bønnerne, falder det hele til jorden. - I en periode lod jeg mig vælge til repræsentantskabet for Det mosaiske Troessamfund, fordi jeg ville være med i et jødisk, institutionaliseret fællesskab. Men bortset fra min kræftsygdom, depression og kærlighedssorger, så var det den værste periode i mit liv. Jeg hadede det. Så hvad vil det sige at være jøde? Who knows?! Herbet Pundik kalder det vist en sindstilstand. Det er meget rammende, fordi det betyder ikke noget som helst konkret.

Men du har valgt at lade din søn omskære? Det er jo et helt tydeligt ældgammelt, meget religiøst jødisk symbol. Hvordan forklarer du så det, når du tager afstand fra al anden religiøsitet?

- Det er et rigtig godt eksempel! Hvilken jøde, som omskærer sin søn uden at det har noget at gøre med pagten mellem Gud og Abraham, kan præcist forklare hvorfor han gør det? Det er fuldstændig umuligt!

Jamen, hvad er det så?

- Det er jeg jo lige så lidt i stand til at forklare, som en ung muslimsk pige der går med tørklæde. Det er ikke en forklaring, der kan bruges af andre. Folk bliver ved med at sige ting om omskærelse, som kommer meget bag på mig og gør mig hidsig. De fatter ikke, hvorfor det er nødvendigt. For jeg har ikke noget svar. Jeg ved ikke, hvorfor det er nødvendigt. Men det er det!

Jeg synes selv det er ekstremt svært at forklare danskere og min kæreste, hvad det faktisk betyder for mig at være jøde. Det ender altid med at jeg siger, at det altså bare er en følelse …

- Ja, det er en følelse. Og en følelse der er så stærk, at den ikke kan overvindes af rationelle argumenter. Så enkelt er det. Omskærelse går ikke ud over nogen, og derfor skal følelsen omkring det respekteres. Alle de andre skal faktisk bare knytte sylten, så længe der ikke er beviser på at det går ud over nogen.

- Men det der med at afkræve folk forklaringer … Altså, jøder må have en del forståelse for det store muslimske mindretal, som konstant bliver afkrævet en forklaring på deres identitet. Det må være ekstremt anstrengende: Hvad er de mest? Muslimer, borgere eller demokrater? Er de danskere? Hvad er de? Det er barnligt og latterligt at folk skal lave en rangliste over, hvad de er mest. Og det gøres overfor muslimerne hele tiden.

- Det er åbenbart provokerende for mange danskere, når jeg ville have min søn omskåret. De ser det som et tegn på, at jeg er mere jøde end dansk. Det er så provokerende i det danske fællesskab, hvor man altid har en rangorden, og det danske pinedød skal stå øverst.

Jamen, på det individuelle plan går du vel ind for at man selv vælger. Muslimske piger vælger jo først tørklædet, når de føler et særligt fællesskab. Det tvinger man jo en otte dage gammel dreng til at føle resten af hans liv.

- Det er også en myte. Alle er påvirket af alt muligt: opvækst, pres, indoktrinering og hjernevask, der gør, at man ikke bare kan vælge til eller fra. Det med det frie valg er en illusion for børn. Jeg vælger for min søn, at han er jøde. Det synes jeg, at han er. Det med at andre, der intet har at gøre med én selv eller familie, kommer og fortæller, hvad man er, er det mest omklamrende, der findes overhovedet.

Når jeg en dag skal argumentere over for min kæreste, at min søn skal omskæres, så bliver det enormt svært ikke bare at kunne sige at ”det siger min Gud”.

- Jeg sagde til min kæreste at det ville jeg bare have, næsten uanset hvad. Heldigvis sagde hun ikke, at jeg måtte vælge imellem hende og omskærelsen. Det havde været meget svært at vælge fra for mig. Det er en stærk, stærk følelse. Og jeg vil gerne have mig frabedt at skulle forklare det nærmere.

- Hvis din kæreste siger, at hun vil have nogle rigtig gode forklaringer, så kan du ende med – efter alle de andre forklaringer – at nå til, at det bare betyder alverden for dig. Så må hun afgøre, om det betyder lige så meget for hende at undgå omskærelsen. Det handler om prioritering.

Men kan du så overhovedet forklare dit tilhørsforhold til jødedommen?

- Det er lige præcis det. På overfladen ser det meget forvirrende ud. Jødedommen er både et nationalt fællesskab og en stærk kultur og religion. Det er blandet sammen i et miskmask. Det er fremmed for folk, og derfor virker det så dybt provokerende, anderledes og uklart. Men det er jo også en blanding af alt muligt at være dansker. Danskerne er bare så heldige, at de ikke er spredt over hele verden. Eller uheldige …

Jamen, hvad er det så for en kulturarv, du gerne vil give videre? Er det mere Mel Brooks, Seinfeld og Woody Allen end Abraham og Exodus?

- Det er selvfølgelig mest Woody og Mel Brooks. De taler direkte til min identitet. Der er meget dybt menneskeligt på spil, en masse modsætninger mellem følelser, historie, kultur og religion som konstant bobler i det jødiske. Det at være dansk er mere stillestående. I Danmark sætter man ikke så mange spørgsmålstegn. Det gør man i det jødiske fællesskab, og det kommer der en masse jokes og gode historier ud af.

Men hvis nu Holocaust ikke havde været der, havde det så været lige så vigtigt for sådan nogen som os?

- Nej, helt sikkert ikke. Men jeg ved jo ikke hvor vigtigt, det så ville være. Jeg synes bare, at vi er så svineheldige at være en del af et fællesskab, hvor der er så mange groteske modsætninger, som har at gøre med de mest interessante ting i livet. Jeg er dybt tilfreds med det. Og jeg er også tilfreds med, at jeg er holdt op med at forsøge at fylde det jødiske hos mig ud med synagoger, jødiske piger og så videre.

Hvad er det så du vil fortælle videre til dine børn? Jeg tænker meget over, hvilket forhold til jødedommen mine børn skal have.

- Jeg ved det ikke. Det er jo lidt af et problem. Og et kæmpeproblem for jødedommen. Jeg kan jo godt selv gå rundt og have en følelse, men det er jo ikke nok, når David kommer og spørger, hvad det vil sige at være jøde. Det er en følelse, min dreng! Og Gud eksisterer ikke. Jeg må formulere det på et tidspunkt, men det kan jeg ikke finde ud af nu. Jeg gider ikke tage ham med i synagogen og har ikke lyst til, at han skal gå i den jødiske skole. Det er ikke vigtigt for mig.

Men omskærelsen er det altså?!

- Ja. Det er meget mærkeligt. Men jeg synes, man mister forbindelsen til jødedommen, hvis man ikke er omskåret.

Det er jeg enig i. Det er et tydeligt identitetssymbol der viser, at man er en del af et særligt fællesskab, samtidig med at man er dansker. Men du identificerer dig jo også meget med amerikanere ud over at være jøde og dansker – hvad er det med dig og amerikanere?

- Jeg føler mig hjemme i USA. Og alligevel er man ikke hjemme. Sådan har jeg det både i New York og i Israel. Jeg hører til og hører ikke til. Jeg føler mig totalt hjemme, kender sproget og historien, og alligevel er jeg bare gæst. En iagttager. Jeg kan godt lide den mellemposition. Som journalist er det vildt kreativt og inspirerende.

Bliver man ikke også træt af amerikanerne. Det overfladiske – de store biler og den manglende kultur. Amerikanerne snakker meget om sig selv, men de vil jo ikke være din ven …

- Det er lige så meget en myte, som når folk siger at jøder er på en bestemt måde. At amerikanere vil dele personlige oplevelser med fremmede er ikke overfladisk, men lige præcis det modsatte. Det er et forsøg på at skabe et fællesskab. I USA tager man ikke for givet, at alle kommer fra samme gadehjørne og har samme baggrund. Folk er nødt til at skabe et fællesskab, og det gør man ved at dele personlige ting med hinanden, personlige erfaringer, som alle kan genkende på en eller anden måde.

- Her i Danmark tager man for givet at man har noget til fælles, før man har åbnet mundet. Bare fordi man er dansk. Det er et meget klaustrofobisk fællesskab, hvor alle tager for givet, at man er ens.

Men har du mere til fælles med en tilfældig amerikaner, som også lige har haft en depression eller kræft, end folk her på Østerbro?

- Ja, det er klart. Det er jo en personlig erfaring. Det nationale er kun en ramme, man fylder ting ind i. Når folk skal til Israel, har de jo holdninger om hvordan jøder er, og at de gør ting på en bestemt måde. Det bliver gennemhullet, lige så snart man ankommer. Efter 20 minutter i Israel er det tydeligt at jøder er lige så mærkelige, fjollede og åndssvage som alle andre.

- Folk har jo alle de her mytologiske forestillinger om, hvordan andre er. Det er sjovt at tale om, og noget af det er måske endda rigtigt. F.eks. det der med at jødiske familier siges at være mere højtråbende, varme og passe mere på hinanden end alle andre. Men jeg synes nu, jeg kender mange jødiske familier, som overhovedet ikke er sådan, som er helt stille og dødkedelige. Det er bare myter. Man kan ikke bruge det til noget som helst. Kun til at give antisemitterne ret.